Sorgen og glæden – med Den Danske Salmeduo

[Hent pdf med flyer]

Sorgen og glæden – en poetisk koncert

Nye salmer født ud af traditionen

‘Sorgen og glæden’ er et nyt samarbejde mellem forfatter Iben Krogsdal og Den Danske Salmeduo – pianist Hans Esbjerg og saxofonist/klarinettist Christian Vuust. Sammen har de skabt en helt ny poetisk koncert om tilværelsen i medgang og modgang. Hvordan søger vi tro, håb og kærlighed i verden og Gud og hinanden i dag?

Koncerten er et samspil mellem Den Danske Salmeduos musik og Iben Krogsdals oplæsninger. Undervejs vil publikum blive inviteret til at synge med på en række fællessange i form af nye salmer af Krogsdal og Esbjerg.

Koncerten er bygget op som en fortælling med baggrund i gamle salmer, der leder frem til nye kompositioner og salmetekster. Ikoniske salmetekster af især Thomas Kingo, Martin Luther og N.F.S. Grundtvig er afsættet for helt nyskabt musik og nye salmetekster med dybe rødder i traditionen. Selvom det står skrevet, at der intet nyt er under solen, har salmerne stort set altid været i en stadig, levende bevægelse. Det er denne bevægelse fra gammelt til nyt, der vil være i fokus ved koncerten, hvor menneskets forandrede måder at tale med Gud på sættes i ord af Iben Krogsdal og musik af Hans Esbjerg.

Omdrejningspunktet for koncerten er salmer i tradition og fortsat bevægelse. I fortællingen om livets rejse vokser nye tekster og melodier frem af klassiske salmer. Vi ledes fra de gamle lovsange videre til gudslængslen i en verden, hvor ikke alt er som før. Den evige kamp mellem lys og mørke fortsætter, men hver tid har sin særlige lyst og nød – og sine særlige udfordringer i spændet mellem himmel og helvede.

Hans Esbjerg, Iben Krogsdal og Christian Vuust

Den Danske Salmeduo består af pianist Hans Esbjerg samt saxofonist og klarinettist Christian Vuust. Gennem en årrække har de ved over 500 koncerter og på syv pladeudgivelser nyfortolket de traditionelle salmemelodier. Iben Krogsdal er forfatter og salmedigter og har inden for de seneste år digtet salmer i netop spændingsfeltet mellem gammelt og nyt. Ti af hendes tekster er med i den nye højskolesangbog.

Pressen skrev:

Om Iben Krogsdal:
Iben Krogsdal har en poetisk og konkret lidenskab, der er helt hendes egen.”
– Kristeligt Dagblad

Når Iben Krogsdal er god, et hun så fremragende, at man taber vejret.”
– Weekendavisen

Om Den Danske Salmeduo:
Det er instrumentalt kammerspil af fineste karat.”
– Dagbladet Information

Vuusts meget poetiske og smukt rundede tone suppleres af Esbjergs varierede og empatiske spil. Deres helt store fortjeneste er, at de så fornemt mestrer balancen mellem både at bevare salmernes substans og tilføre dem noget subtilt forfriskende.”
– Aarhus Stiftstidende

Medvirkende:
Iben Krogsdal (f. 1967) er forfatter og salmedigter. Hun har gennem årene skrevet flere anmelderroste salmesamlinger og modtog i 2021 Kirkeminister Mette Madsens kunstneriske hæderslegat for sin salmedigtning.  Har samarbejdet med en række musikere og har skrevet tekst til messer og korværker af bl.a. Trio Mio, Andy Pape, Jakob Lorentzen, Frederik Magle m.fl.

Christian Vuust (f. 1964) er saxofonist og klarinettist. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Modtog i 2017 Gaffelprisen (Danmarks ældste jazzpris). DMA-nomineret for sit album Urban Hymn. Har også spillet med Aaron Parks (US), Peter Laugesen, Lars Jansson (S), Pablo Held (D) m.fl. Har turneret over hele verden med sin musik – bl.a. seks gange i Japan.

Hans Esbjerg (f. 1967) er pianist og organist ved Christianskirken i Fredericia. Har i eget navn lavet cd’en Pop’n’Jazz og har sammen med bassisten Jens Jefsen udgivet cd’en Nice Noise Sweet Silence. Kandidatuddannet i både klaver og kirkeorgel fra Det Jyske Musikkonservatorium.

KONTAKT OG KONCERTBOOKING
Hans Esbjerg, tlf 4093 0154, kontakt@dendanskesalmeduo.dk

[Hent pdf med flyer]